7. apr. 2012

Kinesiske theæg

Weekenden før påske afholdt jeg en påskefrokost og kastede mig i denne forbindelse ud i disse såkaldte kinesiske theæg for at servere æg, der jo er selvskrevne på påskebordet, på en ny måde fremfor de gængse halverede toppet med en klat mayo.  
Dog må jeg ærligt indrømme at jeg, med måden de blev tilberedt på i baghovedet, var en smule spændt på om de havde taget for meget smag af den soja, stjerneanis, peber og sort the som de natten over havde ligget i for at tage farve. Heldigvis var dette ikke tilfældet, da de nu fint marmorerede æg smagte som kogte æg skal smage. 



Ingredienser
Æg
Vand
Soya
Stjerneanis
Sort thebrev
Peberkorn

Fremgangsmåde
Kog æggene i vand så de lige er dækket i 8 min. Køl dem derefter af under den kolde hane hvorefter du med bagsiden af en teske banker på skallen så denne krakkelerer - jo flere revner jo kraftigere mønster.
Tilsæt derefter kogevandet soya til det bliver godt mørkt (jeg brugte ca 1dL til vand hvori jeg havde kogt 12 æg), et par stjerneanis, 10-15 peberkorn og thebrevet. Læg æggene tilbage i gryden, kog op i 2-4 min hvorefter gryden fjernes fra varmen og stilles på køl natten over.
Den efterfølgende dag har du så fint marmorerede æg til fx påskebordet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar