7. apr. 2011

Karamelis

Efter et par år bagerst i skabet, har jeg atter fundet min ismaskine frem, og jeg må sige at gensynglæden er stor. 
Det er egentlig rimelig simpelt at lave is, da den samme grundopskrift kan give ophav til diverse skønne varianter, og jeg er nu fast besluttet på at gå en sommer imøde fyldt med diverse iseksperimenter. 

Denne karamelis stammer fra den fantastiske blog Sprouted Kitchen, og er en cremet fyldig is med en intens smag af karamel. Så er du, som jeg, glad for både is og karamel, skal du ikke lade denne opskrift gå i glemmebogen!


Ingredienser
100 g Rørsukker
25 g Smør
1/2 tsk Salt
2 1/2 dL Piskefløde
2 1/2 dL Mælk (let- eller sødmælk)
4 Æggeblommer 

Fremgangsmåde
Alle ingredienser tages i god tid ud af køleskabet så de opnår stuetemteratur.
Over svag varme i en tykbundet gryde startes smeltningen af sukkeret med et par dråber vand, hvortil salt og smør tilsættes når de første sukkerkorn er begyndt at smelte (hav tålmodighed, da det kan tage lidt tid). Rør indtil du har en homogen karamelmasse. Tilsæt derefter fløden under omrøring til du igen har en homogen masse. Fjern fra varmen og tilsæt vaniliesukker og mælk.
Pisk æggeblommerne let sammen og tilsæt karamelmassen lidt ad gangen under konstant omrøring, hvorefter hele ismassen til sidst opvarmes, igen under omrøring, til 70-80 grader. Passér massen gennem en fintmasket si og køl helt ned i køleskabet inden den fryses i ismaskine.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar