6. mar. 2011

Fastelavnsboller

Jeg har egentlig aldrig været den store fan af fastelavnsboller, men ved nu at det udelukkende skyldes at jeg aldrig (af uforklarlige årsager) har smagt andet end dem af kedelig pre-fabrikeret wienerbrødsdej, som har en tendens til at blive alt alt for søde. 
Da jeg den seneste måneds tid på diverse danske madblogs er stødt på fastelavnsboller i alle mulige afskygninger, og som egentlig ser ufatteligt tiltalende ud, synes jeg det var på tide selv at kaste mig ud i et fastelavnsbolle-eksperiment. 

Til dette lille eventyr har jeg taget udgangspunkt i Frøkens Jensens variant. Denne indeholder godt med smør (som du for guds skyld ikke må skære ned på) og kardemomme som går ufatteligt godt i spænd med et hint af citron, det bløde center af vanillecreme og den kraftige chokoladeglasur baseret på både smør, chokolade og kakao. 


Ingredienser (8)
- Dej:
325 g Mel
1 tsk Kardemomme
1 spsk Citronskal
2 spsk Sukker
150 g Smør (koldt)
1 1/4 dL Mælk (lun)
25 g Gær
1 Æg + 1 æg til pensling
- Creme: (rækker til 16 stk)
1 Æg
2 spsk Sukker
1 spsk Maizena
2 1/2 dL Mælk
1 Stang vanille 
- Glasur:
1/4 dL Mælk
12 g Sukker
12 g Smør
25 g Chokolade (55-60%)
1 spsk Kakaopulver

                      

                      

Fremgangsmåde
Bland mel, kardemomme, citronskal og sukker. Hak det kolde smør groft og smuldr det ud i melblandingen. Rør gæren ud i den lune mælk og saml dejen godt med sammenpisket æg og mælken, men uden at ælte den for kraftigt igennem. Sæt dejen til hævning overdækket ved stuetemperatur i 1 1/2 time.
Til cremen piskes æg, sukker og maizena godt sammen før den kolde mælk tilsættes sammen med kornene fra vanillestangen. Over svag varme og under piskning bringes cremen i kog til en tyk konsistens er opnået. Køl af i køleskabet - tildækket med film, så der ikke dannes skind.

Efter første hævning trilles dejen ud til en tyk pølse som deles i 8 stykker. Disse trilles til boller hvori der i hver laves en fordybning med plads til 1 1/2 tsk creme. Træk dejen godt op om cremen så denne "lukkes inde". Placér bollerne med lukningen nedad på en bageplade med bagepapir og lad dem efterhæve i 1 time.
Fastelavnsbollerne pensles med sammenpisket æg og bages ved 200 grader i 20 minutter. Køl af på en bagerist.

Til glasuren bringes mælk i kog med sukker og smør under piskning til sukkeret er smeltet. Fjern fra varmen og rør straks glasuren glat med hakket chokolade og kakaopulver. Køl let af, før  fastelavnsbollerne hver beklædes med 1-2 tsk chokoladeglasur.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar