Viser opslag med etiketten Rejer. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Rejer. Vis alle opslag

15. jul. 2012

Tom yum goong

Efter min første ferie i Thailand havde jeg en klar mission om at lære at lave tom yum goong, en spicy rejesuppe som bestemt var min helt store favorit fra thai-køkkenet. Der skulle så gå knap et halvt år, for det var først igår jeg fik kastet mig ud i udfordringen. 

Efter at have travet mange opskrifter igennem, er jeg dog ikke helt sikker på jeg kan tillade mig at kalde min version (hvor jeg har tilsat lidt kokosmælk) tom yum goong, men gør det alligevel, da den stadig stadig er både stærk, sur og sød som jeg erindrer den. 
I øvrigt husker jeg at man på Koh Samui generelt fik tom yum goong afrundet med kokosmælk, så helt galt er jeg nok ikke på den. Måske dette skyldes at Koh Samui netop er kendt for sine mange kokospalmer og derfor er rig på den skønne kokosmælk - but just a guess! 



Ingredienser (2-4)
1 L boullion
2 spsk tom yum pasta
7 cm galanga
1 citrongræs
10 kaffir lime blade
2 dL kokosmælk
2 spsk fiskesauce
palmesukker
10 cherry tomater
Store rejer
frisk koriander

Fremgangsmåde
I en gryde opvarmes boullion og tom yum pastaen røres ud heri. Galanga og citrongræs skæres i grove stykker (det er ikke meningen de skal spises) og tilsættes sammen med limeblade. Kog op i et par minutter og sluk derefter for blusset. Tilsæt kokosmælk og smag til med fiskesauce og palmesukker. Lad nu suppen hvile i minimum 1 time. 
Inden servering varmes suppen igen op, men uden at koge, og cherrytomater skåret i kvarter samt rejer tilsættes indenfor de sidste 2-4 minutter. Hvis nødvendigt smages igen til med fiskesauce og palmesukker. Servér med hakket frisk koriander. 




22. apr. 2011

Blomkålssuppe

Til trods for det fantastiske påskevejr bør der altid være plads til en suppe som denne baseret på blomkål og toppet med sprødstegte rejer, knasende persille og frisk citronskal. 


Ingredienser (4-6)
Rapsolie
1 Løg, hakket
2,5 dL Hvidvin
1 Blomkål, i små buketter
1,5 L Boullion
2,5 dL Fløde
1 spsk smør
1/2 Citron (saft og skal)
Bredbladet persille, finthakket
Rejer
Salt/peber

Fremgangsmåde
I en stor gryde svitses løget i olie indtil klare. Hvidvin tilsættes og koger ind i 5 min før blomkål (gem ca 1/4 del til fyld) og boullion tilsættes. Lad suppen simre ved svag varme under låg i 30 min. Blend suppen, tilsæt fløde og smør og smag til med salt, peber samt citronsaft. Tilsæt de resterende blomkålsbuketter og lad suppen stå over svag varme (men uden at koge) i 15-20 min. 
Lige inden servering, lynsteges rejerne i olie over høj varme med en smule salt og peber. 
Server suppen toppet med rejer, finthakket persille og citronskal. 

22. feb. 2011

Tigerrejer langtidsmarineret i Olivenolie

Da jeg sidste sommer i Politikken læste om dette tip, til perfekt tilberedt fisk og grøntsager ved langtidsmarinering i olivenolie, måtte jeg da lige prøve - og tænk sig, tippet holdt sit løfte! 
Det meget fine tip kommer fra Domenico Cannones, som kokkererer på ikke mindre end Era Ora, og det er altså kun din fantasi der sætter grænserne for hvad du ønsker tilberedt i en skøn olivenolie. 

Jeg har hér kastet mig ud i tigerrejer i samspil med hvidløg, chili og bredbladet persille...


Ingredienser
Tigerrejer
Hvidløg 
Rød chili
Bredbladet persille
Olivenolie

Fremgangsmåde
Tænd ovnen på 80 grader. Hak hvidløg, chili og persille groft og fyld det sammen med rejerne i et glas med et dertil hørende skruelåg. Fyld op med en god olivenolie til indholdet er dækket, skrug låget på og sæt glasset i den forvarmede ovn i 1 1/2 - 2 timer. 

Serveringsforslag
Server rejerne med spagetti vendt i lidt af olivenolien (som nu har taget smag af de øvrige ingredienser i glasset), pesto og/eller langtidsbagte cherrytomater og friskrevet parmesan. 



5. feb. 2011

Tomat-Fersken Suppe

Da jeg forleden gennemgik min bunke af gamle udklip med opskrifter, faldt jeg over denne suppe, som jeg ikke erindrer at have lavet i noget lignende 5000 år. Oprindeligt indeholder den karry, som jeg hér har udskiftet med cayennepeber og desuden rundet den af med fløde.
Efter gensynet med denne smukke suppe er jeg sikker på der ikke går længe før den igen kommer på menuen, da den er både hurtig, billig og perfekt afstemt hvad angår chilistyrke, sødme og syrlighed. 


Ingredienser (4)
Suppe:
2 Løg
4 Fed hvidløg
2 spsk Olivenolie
1 tsk Cayennepeber
400 g Flåede tomater fra dåse
350 g Fersken fra dåse
Salt/peber
3/4 L Grøntsagsboullion
2 dL Fløde
Topping:
Tigerrejer lynstegt (ca 1min) med knust hvidløg i olivenolie på en glohed pande.
Creme fraiche

Fremgangsmåde
Hak løg og hvidløg og svits i olivenolien 3-4 min sammen med cayennepeber. Tilsæt de resterende ingredienser og lad suppen simre under låg ved svag varme i 45 min. Blend suppen, tilsæt fløde og smag til med salt og peber. 
Servér toppet med tigerrejer og creme fraiche.